En typisk tændspole indeholder to sæt viklinger: en primær vikling og en sekundær vikling. Den primære vikling anvender tykkere emaljeret tråd, typisk bestående af 200 til 500 vindinger tråd med en diameter på ca. 0,5 til 1 millimeter. Den sekundære vikling anvender meget finere emaljeret tråd, typisk omfattende 15.000 til 25.000 vindinger tråd med en diameter på ca. 0,1 millimeter. Den ene ende af den primære vikling forbindes til køretøjets-lavspændingsstrømforsyning (+), mens den anden ende forbindes til en koblingsenhed (såsom en afbryder). Den ene ende af sekundærviklingen forbindes til primærviklingen, og den anden ende forbindes til højspændingsudgangsterminalen for at levere-højspændingselektricitet.
Baseret på deres magnetiske kredsløbsstruktur er tændspoler primært klassificeret i to typer: åbent magnetisk kredsløb og lukket magnetisk kredsløb. Kernen i et åbent magnetisk kredsløbs tændspole er typisk en lamineret struktur; det udviser højere magnetisk reluktans og større magnetisk fluxlækage, hvilket resulterer i relativt lavere energikonverteringseffektivitet. Omvendt er kernen i et lukket magnetisk kredsløbs tændspole formet som en firkant ("口") eller et rektangel ("日"); den har lavere magnetisk reluktans, minimal fluxlækage og høj energikonverteringseffektivitet. Desuden er den mere kompakt i størrelsen og er blevet den dominerende type i moderne elektroniske tændingssystemer.
Derudover er det indre af en tændspole ofte fyldt med et dielektrisk medium, såsom epoxyharpiks eller isoleringsolie, for at sikre høj-isolering og effektiv varmeafledning. Med teknologiske fremskridt er nogle moderne tændspoler blevet endnu mere integrerede. Mekaniske strukturelle designs lægger også større vægt på beskyttende funktioner-for eksempel ved at inkorporere yderligere beskyttende komponenter for at forbedre spolens miljøtilpasningsevne og holdbarhed.
