Driftsprincippet for en startmotor til biler er i bund og grund en energikonverteringsproces-baseret på Ampères lov-, som vi først stødte på i fysik på ungdomsskolen: specifikt fænomenet, hvor en strømførende-leder oplever en kraft, når den placeres i et magnetfelt. Motoren består af væsentlige komponenter såsom anker, kommutator, magnetiske poler, børster, lejer og et hus.
Før en motor kan fungere af egen kraft, skal den sættes i rotation af en ekstern kraft. Den proces, hvorved en motor går fra en stationær tilstand til selv-opretholdende operation-faciliteret af denne eksterne kraft-, kaldes motorstart. De tre mest almindelige metoder til at starte en motor er manuel start, hjælpebenzinmotorstart og elektrisk start. Manuel start, som enten anvender et træk-snor eller en håndsving, er enkel, men ubelejlig; på grund af dens høje fysiske anstrengelseskrav er den desuden kun egnet til motorer med lav-effekt og bevares i nogle køretøjer blot som en backupmetode. Hjælpebenzinmotorstart bruges primært til høj-dieselmotorer. Elektrisk start giver på den anden side nem betjening, hurtig startevne, kapacitet til gentagne startforsøg og mulighed for fjernbetjening; følgelig er det blevet bredt udbredt i moderne biler.
